Inklusion af ADHD børn i SFO
Af: Pooneh Rajai
Det er ikke barnet, der er problemet. Det er problemet, der er problemet! Disse
sætninger er både grundlaget og udgangspunktet for al pædagogisk arbejde med
ADHD-børn.
Børrne – og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil tilbageføre 50.000 elever med indlæringshandicaps, herunder børn med ADHD fra specialklasser og specialskoler til folkeskolen. Disse elever skal kunne i stigende grad inkluderes i folkeskolens almindelige undervisning og fritidsordning.
Hvad er ADHD
ADHD er et engelsk forkortelses af ”attention deficit/hyperactivity disorder”. På dansk kaldes det ”opmærksomhedsforstyrrelse”. Indtil videre vides det kun at det er en neuropsykisk lidelse, men det er ikke præcist kortlagt, hvorhenne der er en fejl i hjernen. Grunden til denne fejl i hjernens funktion kan være, hvis moderen har drukket, røget eller haft en infektion under graviditeten, at barnet var meget lille eller for tidligt født, fået en hjerneskade i de første leveår eller det kan være arveligt. Det vil typisk blive opdaget i børnehaven eller de første skole år, hvor barnet bliver presset til, at sidde stille og være socialt.
De tre former for ADHD
Når der siges at der findes tre typer indenfor ADHD:
Den første af de tre typer er ADHD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelser. Dette betyder at der er en lang række ting der glemmes, at der ikke reageres, at der mistes ting m.fl.
Den anden type er ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet. Hvor barnet blandet andet føler en voldsom rastløshed, snakker meget, kan ikke sidde stille, generelt utålmodig, m.fl.
Den tredje type er ADHD – med såvel opmærksomhedsforstyrrelser som hyperaktivitet og impulsivitet. Som det ses, så er den en blanding af første og anden type, og kan indeholde en samling af de forskellige problemfelter.
Inklusion i praksis
For at en ny arbejdsmetode skal lykkes, er det nødvendigt, at ledelsen går forrest og fungerer som tovholder. Ledelsen må opmuntre og holde ved, når struktur, praksis, rutiner og normer i SFO’en skal underlægges gennemgribende forandringsprocesser.
Dernæst skal lærere og pædagoger klædes på til at forstå disse børn og møde dem med den rette pædagogik, som kan øge deres muligheder for at være med i den almene undervisning.
For børn i SFO og indskoling betyder deltagelse – at få lov til at være med – rigtig meget. I deres alder er relationen til kammeraterne vigtigere end relationen til de voksne. Børnene bruger rigtig meget energi på at udtænke strategier for at skaffe sig deltagelse i de fællesskaber, som har betydning for den enkelte. Selvom børnene synes, at kammeraterne er de vigtigste, betyder det ikke, at de voksne er uden betydning for børnene. Det er de voksne, der er ansvarlige for at skabe de sociale kontekster, som giver alle børn mulighed for deltagelse.
De fleste børn har ingen problemer med at blive en del af fællesskaberne, men netop ADHD børn er blandt dem der ikke kan mestre det. De bør have pædagogernes (og lærernes) fulde opmærksomhed. De er sårbare og ofte udelukkes af de grupper, som de inderligt ønsker at være en del af. Det er lige netop her, pædagogernes indsats er betydningsfuld. Det er helt afgørende, at det er den voksne, der skal tage ansvar for relationerne og give disse børn mulighed for at være en dem fælleskabet. Børn med ADHD i skolen og SFO´en kræver rigtig meget relationsarbejde samt en tydelig og forudsigelig struktur og et højt informationsniveau.
Forskellige børnefællesskaber
For at kunne inkludere børn med ADHD må pædagogen have stor fokus på fællesskabet. Derudover handler det for institutionerne om, at have ressourcer til at kunne rumme og imødekomme børnene for dem de er. Det vil altså sige, at der skal inkluderes frem for integreres, hvilket betyder at fællesskabet skal inkludere den enkelte frem for at den enkelte skal integreres, fokusset ligger på fællesskabet frem for den enkelte.
Det er en pædagogisk opgave at være opmærksom på de sociale processer, som foregår mellem børnene, for at kunne støtte dem i at konstruere forskellige former for fællesskaber, så alle børn tilgodeses.
Der er børn, der har både brug for støtte til at melde sig ind og ud af fællesskaber. Børn med adfærdsproblemer – herunder ADHD børn kan true freden og idyllen i de etablerede fællesskaber. De er børn, som ikke umiddelbart passer ind i den gængse struktur og derfor enten udelukkes eller ofte befinder sig i konflikter med børn og pædagoger. Ved en inkluderende tilgang skal pædagogen gøre op med egne eller institutionens rutiner, normer og regler for at kunne omorganisere og etablere fleksible former for læring, som inkluderer alle børns mangfoldige kompetencer. Det kan betyde, at man må gå væk fra den traditionelle værkstedstanke og i stedet se på nye muligheder for at tilbyde børnene forskellige former for læringsrum. Derved opstår også muligheden for at skabe differentierede fællesskaber, der giver større mulighed for alle børns deltagelse i de fællesskaber, som er betydningsfulde for den enkelte.
Der er mange forskellige fællesskaber i SFO’en, og ikke alle fællesskaber har betydning for det enkelte barn. Derfor indebærer retten til deltagelse også retten til ikke at deltage. Børn vil gerne ”være med”, men ikke til hvad som helst. Derfor er det også vigtigt, at der skabes mange forskellige former for børnefællesskaber.
Idræt og inklusion
Pædagogisk idræt er et grundsyn, som danner grundlag for det pædagogiske arbejde. Det omhandler, at have det sjovt og godt, men i høj grad også det, at være sund og rask. Når fokus flyttes fra barnet til fællesskabet, opstår der en mulighed for at se barnets problemer som et fælles problem.
I en inkluderende idræt pædagogik behøver læring ikke at ”forstyrres” af de børn, der ikke retter sig efter det, som ifølge pædagogens plan skulle læres. Det kræver, at pædagogen er villig til at ændre på praksis og tilpasse struktur og rutiner i forhold til børnenes forskellige kompetencer. Dette fordrer så en risikovillighed til at gå ud over ”plejer” – ud på en mere usikkert grund. Derfor er det også nødvendigt, at hele personalegruppen har en fælles forståelse for og en viden om inklusion og læring i fællesskaber.
Det er også vigtigt med en pædagogisk forståelsesramme for pædagogisk didaktik. Didaktikkens formål er, at
pædagogen gør sig tanker over rammerne for aktiviteten. Det er den teori og praksis, der omfatter spørgsmål og problemstillinger.
· Hvad er målet?
· Hvordan udfør vi det?
· Hvem er med?
· Hvem skal være sammen med hvem?
· Hvor skal vi være? m.m
Herved forstås at pædagogikken kommer før idrætten. Idræt, leg og bevægelse bliver både et middel, en metode og et omdrejningspunkt i den pædagogiske praksis. Aktiviteter planlagt på baggrund af pædagogisk didaktiske overvejelser kan blandt andet være med til, at skabe en inkluderende kultur, hvor barnets kropslighed og sociale kompetencer udvikles.
Alle kan deltage i pædagogisk idræt, da børnenes forskellige behov kan tilgodeses gennem tilrettelæggelse af aktiviteten. Pædagogisk idræt giver uanede muligheder for, at skabe en fælles oplevelse, der medvirker til, at børn føler sig som en del af et fællesskab. Den er med til at ændre barnets sociale kapital, idet at barnet herigennem er i et samspil med andre børn, hvor det forholder sig reflekterende og aktivt deltagende i sin udvikling af egen kropslighed.
Det er ikke barnet, der er problemet. Det er problemet, der er problemet! Disse
sætninger er både grundlaget og udgangspunktet for al pædagogisk arbejde med
ADHD-børn.
Børrne – og undervisningsminister Christine Antorini (S) vil tilbageføre 50.000 elever med indlæringshandicaps, herunder børn med ADHD fra specialklasser og specialskoler til folkeskolen. Disse elever skal kunne i stigende grad inkluderes i folkeskolens almindelige undervisning og fritidsordning.
Hvad er ADHD
ADHD er et engelsk forkortelses af ”attention deficit/hyperactivity disorder”. På dansk kaldes det ”opmærksomhedsforstyrrelse”. Indtil videre vides det kun at det er en neuropsykisk lidelse, men det er ikke præcist kortlagt, hvorhenne der er en fejl i hjernen. Grunden til denne fejl i hjernens funktion kan være, hvis moderen har drukket, røget eller haft en infektion under graviditeten, at barnet var meget lille eller for tidligt født, fået en hjerneskade i de første leveår eller det kan være arveligt. Det vil typisk blive opdaget i børnehaven eller de første skole år, hvor barnet bliver presset til, at sidde stille og være socialt.
De tre former for ADHD
Når der siges at der findes tre typer indenfor ADHD:
Den første af de tre typer er ADHD – med overvejende opmærksomhedsforstyrrelser. Dette betyder at der er en lang række ting der glemmes, at der ikke reageres, at der mistes ting m.fl.
Den anden type er ADHD – med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet. Hvor barnet blandet andet føler en voldsom rastløshed, snakker meget, kan ikke sidde stille, generelt utålmodig, m.fl.
Den tredje type er ADHD – med såvel opmærksomhedsforstyrrelser som hyperaktivitet og impulsivitet. Som det ses, så er den en blanding af første og anden type, og kan indeholde en samling af de forskellige problemfelter.
Inklusion i praksis
For at en ny arbejdsmetode skal lykkes, er det nødvendigt, at ledelsen går forrest og fungerer som tovholder. Ledelsen må opmuntre og holde ved, når struktur, praksis, rutiner og normer i SFO’en skal underlægges gennemgribende forandringsprocesser.
Dernæst skal lærere og pædagoger klædes på til at forstå disse børn og møde dem med den rette pædagogik, som kan øge deres muligheder for at være med i den almene undervisning.
For børn i SFO og indskoling betyder deltagelse – at få lov til at være med – rigtig meget. I deres alder er relationen til kammeraterne vigtigere end relationen til de voksne. Børnene bruger rigtig meget energi på at udtænke strategier for at skaffe sig deltagelse i de fællesskaber, som har betydning for den enkelte. Selvom børnene synes, at kammeraterne er de vigtigste, betyder det ikke, at de voksne er uden betydning for børnene. Det er de voksne, der er ansvarlige for at skabe de sociale kontekster, som giver alle børn mulighed for deltagelse.
De fleste børn har ingen problemer med at blive en del af fællesskaberne, men netop ADHD børn er blandt dem der ikke kan mestre det. De bør have pædagogernes (og lærernes) fulde opmærksomhed. De er sårbare og ofte udelukkes af de grupper, som de inderligt ønsker at være en del af. Det er lige netop her, pædagogernes indsats er betydningsfuld. Det er helt afgørende, at det er den voksne, der skal tage ansvar for relationerne og give disse børn mulighed for at være en dem fælleskabet. Børn med ADHD i skolen og SFO´en kræver rigtig meget relationsarbejde samt en tydelig og forudsigelig struktur og et højt informationsniveau.
Forskellige børnefællesskaber
For at kunne inkludere børn med ADHD må pædagogen have stor fokus på fællesskabet. Derudover handler det for institutionerne om, at have ressourcer til at kunne rumme og imødekomme børnene for dem de er. Det vil altså sige, at der skal inkluderes frem for integreres, hvilket betyder at fællesskabet skal inkludere den enkelte frem for at den enkelte skal integreres, fokusset ligger på fællesskabet frem for den enkelte.
Det er en pædagogisk opgave at være opmærksom på de sociale processer, som foregår mellem børnene, for at kunne støtte dem i at konstruere forskellige former for fællesskaber, så alle børn tilgodeses.
Der er børn, der har både brug for støtte til at melde sig ind og ud af fællesskaber. Børn med adfærdsproblemer – herunder ADHD børn kan true freden og idyllen i de etablerede fællesskaber. De er børn, som ikke umiddelbart passer ind i den gængse struktur og derfor enten udelukkes eller ofte befinder sig i konflikter med børn og pædagoger. Ved en inkluderende tilgang skal pædagogen gøre op med egne eller institutionens rutiner, normer og regler for at kunne omorganisere og etablere fleksible former for læring, som inkluderer alle børns mangfoldige kompetencer. Det kan betyde, at man må gå væk fra den traditionelle værkstedstanke og i stedet se på nye muligheder for at tilbyde børnene forskellige former for læringsrum. Derved opstår også muligheden for at skabe differentierede fællesskaber, der giver større mulighed for alle børns deltagelse i de fællesskaber, som er betydningsfulde for den enkelte.
Der er mange forskellige fællesskaber i SFO’en, og ikke alle fællesskaber har betydning for det enkelte barn. Derfor indebærer retten til deltagelse også retten til ikke at deltage. Børn vil gerne ”være med”, men ikke til hvad som helst. Derfor er det også vigtigt, at der skabes mange forskellige former for børnefællesskaber.
Idræt og inklusion
Pædagogisk idræt er et grundsyn, som danner grundlag for det pædagogiske arbejde. Det omhandler, at have det sjovt og godt, men i høj grad også det, at være sund og rask. Når fokus flyttes fra barnet til fællesskabet, opstår der en mulighed for at se barnets problemer som et fælles problem.
I en inkluderende idræt pædagogik behøver læring ikke at ”forstyrres” af de børn, der ikke retter sig efter det, som ifølge pædagogens plan skulle læres. Det kræver, at pædagogen er villig til at ændre på praksis og tilpasse struktur og rutiner i forhold til børnenes forskellige kompetencer. Dette fordrer så en risikovillighed til at gå ud over ”plejer” – ud på en mere usikkert grund. Derfor er det også nødvendigt, at hele personalegruppen har en fælles forståelse for og en viden om inklusion og læring i fællesskaber.
Det er også vigtigt med en pædagogisk forståelsesramme for pædagogisk didaktik. Didaktikkens formål er, at
pædagogen gør sig tanker over rammerne for aktiviteten. Det er den teori og praksis, der omfatter spørgsmål og problemstillinger.
· Hvad er målet?
· Hvordan udfør vi det?
· Hvem er med?
· Hvem skal være sammen med hvem?
· Hvor skal vi være? m.m
Herved forstås at pædagogikken kommer før idrætten. Idræt, leg og bevægelse bliver både et middel, en metode og et omdrejningspunkt i den pædagogiske praksis. Aktiviteter planlagt på baggrund af pædagogisk didaktiske overvejelser kan blandt andet være med til, at skabe en inkluderende kultur, hvor barnets kropslighed og sociale kompetencer udvikles.
Alle kan deltage i pædagogisk idræt, da børnenes forskellige behov kan tilgodeses gennem tilrettelæggelse af aktiviteten. Pædagogisk idræt giver uanede muligheder for, at skabe en fælles oplevelse, der medvirker til, at børn føler sig som en del af et fællesskab. Den er med til at ændre barnets sociale kapital, idet at barnet herigennem er i et samspil med andre børn, hvor det forholder sig reflekterende og aktivt deltagende i sin udvikling af egen kropslighed.